Værket er skabt i beton og jute. Udført i fællesskab af kunstnerne Cecilie Bendixen, Sophus Ejler Jepsen, Line Kramhøft og Aksel Storm i 2019

Fællesværket 'Tekstilhus' står som et efterladt fundament til et hus og er bygget op af beton og jute (en form for sækkelærred). Søjlerne er lavet med en teknik, hvor beton støbes ind i rør og poser af jute-tekstil. Dette giver søjlerne et organisk udtryk. 'Tekstilhus', der blev til i 2019, er, ifølge kunstnerne bag, en undersøgelse af hvordan tekstil kan danne rum, med både bærende dele og afgrænsede flader. På et betonfundament er der støbt søjler og klumper af beton. Armeringsjern og jute er også elementer, der indgår i 'Tekstilhus'. Over søjlerne i kunstværket hænger blafrende jute, som er med til at binde landskab og værk sammen, fordi det skaber associationer til det lange brune græs, der omkranser skulpturen. Med tiden vil juten på skulpturerne forsvinde. Kunstnere: Cecilie Bendixen, Sophus Ejler Jepsen, Line Kramhøft og Aksel Storm. Placering: Skivevej nr. 32-34, Selde, 7870 Roslev