Siddende ved indkørslen ned af Jenlevej finder du Jens Vejmand foreviget i granit.

Granitskulpturen af Jens Vejmand er lavet af Jakob Vestergaard og er opstillet ved Jenlevej i 2018. Digtet om Jens Vejmand blev skrevet i Jebjerg i sommeren 1905. Men det var allerede fire år tidligere - på en cykeltur fra Herning til Holstebro - at Jeppe Aakjær mødte en fattig stenslager, som gav Aakjær den første spæde inspiration til digtet om Jens Vejmand. Jens Vejmand Hvem sidder dér bag skærmenmed klude om sin hånd,med læderlap for øjetog om sin sko et bånd?Det er såmænd Jens vejmand,der af sin sure nødmed hamren må forvandlede hårde sten til brød. Og vågner du en morgen,i allerførste gryog hører hamren klingepå ny, på ny, på ny,det er såmænd Jens vejmand,på sine gamle ben,som hugger vilde gnisteraf morgenvåde sten. Og ager du til stadenbag bondens fede spand,og møder du en olding,hvis øje står i vand, -det er såmænd Jens vejmandmed halm om ben og knæ,der næppe véd at findemod frosten mer et læ. Og vender du tilbagei byger og i blæst,mens aftenstjernen skælveraf kulde i sydvest,og klinger hammerslagetbag vognen ganske nær, -det er såmænd Jens vejmand,som endnu sidder dér. Så jævned han for andreden vanskelige vej,men da det led mod julen,da sagde armen nej;det var såmænd Jens vejmand,han tabte ham'ren brat,de bar ham over hedenen kold decembernat. Der står på kirkegårdenet gammelt frønnet bræt;det hælder slemt til siden,og malingen er slet.Det er såmænd Jens vejmands.Hans liv var fuldt af sten,men på hans grav - i døden,man gav ham aldrig én.