Skulpturen, Fisken, har inspiration i Skives gamle byvåben, og den endte med at blive en af de skulpturelle udførelser, som kunstneren føler et særligt ejerskab for. Som udgangspunkt havde Javier Panos besvær med at komme i gang med opgaven, for han var nået til et punkt, hvor han fandt for lidt udfordring i den traditionelle mosaik.
Derfor gennemgik han en kunstnerisk fri proces, hvor han fandt frem til en anderledes, kreativ materialesammensætning. Således fremstår kompositionen som et usædvanligt puslespil – sammensat af både traditionelle og utraditionelle komponenter. Mest iøjnefaldende er den vellykkede implementering af sølvskeer, hvor bagsiden af skeerne udgør fiskens skæl og de skråtstillede ske-skafter dens gæller.